«Ja da; jei fornyed jo den norske paa Pinseaften — værsgo, her er Kvitteringen. Og Kvitteringstelegrammet for den engelske, som Di tog for fjorten Dage siden, har Di jo sell i Forvaring. — Saa for den Sags Skyll kan det gjerne brænne hva Ti som helst.»
«Brænne? — — Hva Fan? Di tror da vel inte, at jei — —?»
«Gubbevaremeivel! — men jei mente naa saan ved et Ulykkestilfælle; — — man kan jo aldri være sikker, — og det er jo ossaa derfor, man assurerer.»
«Naturlivis er det saa ja! — naturlivis! — det er jo enhver Forretningsmands Pligt, det. — Aa, Di, gaa bort paa Bruket og be han Hans Teodor komme op tell mei, saa jei faar gi ham Besked om det nye Stavmaalet. Og saa kan Di jo gjøre Turen nedom Banken og greie Akcepten med det samme; her har Di Pengene.»
Kontoristen fjerned sig, og Oscar Andrésen drev urolig om i de to Værelser. — «Brænne?» — han skulde da vel aldrig alligevel — — —? for der sad i Grunden Fan til Næsetryne paa den Knudsen. — — Aa vis vas! — —
Det banked sagte paa Døren. «Værsgo!» — Og ind kom Hans Teodor.
