en annen Gang, naar vi har bedre Tid, — saa skal Di ha Tak!»
Det var, trods de dygtige Brandfolks dristige Anstrængelser, ikke engang muligt at faa Ilden dæmpet endsige slukket; Træværket var knusktørt og brandt med Lethed, tiltrods for Sprøiternes Vandstraaler. — Men Oscar Andrésen sprang rundt og skreg: «Sprøit! — sprøit! — sluk! — redd saa mye som muli!»
Ogsaa Byens private Brandkorps var omsider rykket op med sine Haandsprøiter; — der var 5: «Basta» og «Syndfloden» og »Sarpen» og «Elefanten» og »Hvalfisken». De dreves paa den Maade, at seks, syv Mand løfted og sænked — i Takt og under Opsang — hver sin Ende af en Vippestang.
Chefen for »Syndfloden« var Restauratør Bertel Talleberg.
Det faste Brandmandskab arbeided i ordknap Iver. Men fra Haandsprøiternes Betjening lød der et øredøvende Skrig og Skraal; Mandskabet skifted alt i et, for Tilskuerskaren yded en rigelig Reserve, — især da det blev bekjendt, at Oscar Andrésen lod hente fra det nærliggende Bryggeri Hundreder og atter Hundreder af Ølflasker til Forfriskning under Afløsningen.
