— Tirsdag Formiddag gav Oscar Andrésen
sine Arbeidere Ordre til Fremmøde i Kontorbygningens
Gaardsrum.
Det var en taus Flok, med triste Ansigter, han havde fremfor sig, da han steg ud paa Dørhellen.
Og i Sandhed, den nærmeste Fremtid laa alt andet end lysteligt tilrette for disse 84. De nyeste Aviser havde meldt, at Lastepriserne i Udlandet snarere sank end steg. Byens øvrige Brug havde nok — og i slige flaue Tider heller mere end nok af — Arbeidskræfter. Rygtet vilde vide, at et Nedslag i Arbeidslønningerne havde vært paatale i Brugseierforeningen.
— «Goddag!» sagde Oscar Andrésen, — «Goddag, Goddag, kjære Folk! — — Ja, det ser sort ut her, naa, baade for mei og dere. — Det var en sørgeli Tilskikkelse — altfor sørgeli. — Men naar, Uløkka er ute, saa — — — Si mei: har noen a dere Anelse om, hossen Ilden er kommet op? — har vel lagt og ulmet etsteds, fra der var Fyr paa om Dagen? — — er vel det rimeligste — vel?»
«Ja, bare den inte er paasat?» bemærked Maskinist Kristensen.
