Side:Politisk-virksomhet-fra-1513.djvu/1

POLITISK VIRKSOMHET FRA 1513 AV. I det praktiske, i realisationen av idåerne, der mø- ter den store og egentlige motsigelse op. Machiavelli maatte nemlig de sidste 14-15 aar av sit liv se paa noget andet end det ltalien, som han hadde drømt om. Men det er jo ingen selvmotsigelse; der bærer han heller ikke nogen skyld. Vi ser ham her klarest for os ved at skaffe os et rids av den politislce ut- vikling fra 1513, det aar han sættes ut av spillet og blev fjernet fra offentlig befatning med statens ting. Som før paavist var Machiavelli i det politiske ingen tyende-sjæl, av dem, en opkomling-æt som Medici selvfølgelig satte mest pris paal. det var der- imot hans eftermand som sekretær i ,,Ti-mandsraa- det", Niccolo Michelozzo. Om Machiavelli derimot danner der sig et tomrum. Ingen hadde bruk for hans ildsjæI, eller engang for hans gode raad. Og miseren blev hans hverdags-fælle. Men en mand saa sammenvokset med sin stam- mes instinkt og vitalitets-følelse som Machiavelli, en mand som aldrig nøiet sig med at utfinde de person- 212 lige og individuelle motiver, men soknet i historien og hadde med dette sit instinkt fornemmet at selve folkene eier en sjæI, en blind drift som styrer dem, - en slik mand formaar selvfølgelig ikke at sitte uvirksom og rolig se paa det som sker. Med Medici paa pavestolen er Firenze’s og Kirke- statens skjæbne bundet mer og mer uløselig sammen, pavens skiæbne er Firenze’s skjæbne. Samtidig er Italiens politik saa indviklet at man let ganske mister traaden; hemmeligheten er nemlig, som før nævnt, at pave Leo X, mens krigen raser om ham, er gan- ske blottet for politisk idå. Fra disse par første aar efter l5l3 er der en for, trinlig privat brevveksel mellem Machiavelli, som sitter ute paa ættens landeiendom, og hans ven og over- orclnede under Tysklands-ambassaden, Firenze’s nye gesandt hos paven i Rom: den før nævnte Francesco Vettori, en stilfuld, egte florentinerskikkelse og intelli- gent lcunstnersjæI, som gang paa gang beder Machia- velli om gode raad i anledning av den politiske krigssituation paa halvøen: ,. . . Jeg vet noksom at min bøn er vanskelig, og at jeg har fremstillet saken heller forvirret end omvendt. I med jer klokskap og geni og erfaring vil bedre indse hvad jeg har villet si, end jeg har kunnet skrive det. Og j.g skulde gjerne ønsket, I vilde utrede denne sak paa en maate som om I tænkte, paven fik jer skrivelse at se. Og tro ikke at jeg skal tilvende mig aeren for den, for jeg lover Jer at vise den frem som jer skrivelse, om jeg anser det heldig. Jeg har heller aldrig tilvendt mig andres ære og eiendele, mindst det tilhørende 213