Side:Populær-videnskabelige foredrag.djvu/100

Denne siden er korrekturlest

loke, hvor denne holder til i det yderste Norden ved Ishavet. Naar Sceneriet i Gylfaginning altsaa ikke er bestemt af mytiske Hensyn, da maa det gjengive den Virkelighed, som omgav Fortælleren.

Dette Sceneri er hverken islandsk eller norsk. Derimod kan det passe til Landskaber i England eller endnu bedre i Irland. Her laa Borge, hvori de irske og enkelte nordiske Høvdinger satte sig fast, inde i Landet paa Høie med vid Udsigt over store Sletter.

Irland var i gamle Dage dækket af Skove, hvor Svinehyrderne drev sine Dyr, som mæskede sig med Egetræernes Olden.

Det fortælles i Gylfaginning, at Skrymer lagde al Nisten, baade sin egen og den, som Tor og dennes Følgesvende havde, ned i en og samme Pose. Da Skrymer havde lagt sig til at sove, skulde Tor og hans Reisefæller spise. Men Tor kunde ikke komme til Nisten. Han fik ikke løst en eneste Knude og ikke rokket ved en eneste Rem-Ende, saa den blev løsere end før. Dette Motiv har faaet sin eiendommelige Udformning i Torssagnet flere Aarhundreder, før det blev optegnet i Snorres Edda. Thi i Digtet Lokasenna, som er forfattet i 10de Aarhundred og efter min Mening i Britannien, siger Loke til Tor: «Stramme syntes du Skrymers Remme var; ikke kunde du dengang komme til Nisten, og dengang var du rent forkommen af Sult.» Om Grunden hertil giver ifølge Gylfaginning Utgardeloke, som identificeres med Skrymer, Tor siden følgende Forklaring: «Da du skulde løse Nisteposen, da havde jeg bundet den med grés-Jærn. Og du fandt ikke, hvor Posen skulde lukkes op.»