ordnet Funktionær hos Oldsagsdirektøren, den djærve greie Vagtmester ved Arsenalet og Betjenterne derude hjalp mig med alt det, de kunde.
Jeg stod da Dag efter Dag i straalende Solskinsveir paa et Stillas oppe ved Løven paa Pladsen foran Arsenalet, for at undersøge de halvt udslettede Træk eller for at faa taget Aftryk af Indskrifterne. Jeg var da jævnlig omgivet af en Folkeflok, af Venedigs Kjærringer og Unger, af italienske Sjøofficerer, og tyske Turister. Stundom var det ikke saa let at bevare Ro til Arbeidet, som en Lørdagseftermiddag, da 2 000 Arbeidere strømmede ud fra Arsenalet og de mest gneldrende Stemmer skreg omkring mig for at falbyde Fotografier af principe e principessa di Napoli.
Men oftest havde jeg Moro af mine Omgivelser. Jeg blev Godvenner med mange af Venedigs Gadegutter. Jeg mindes en liden en med et rigtigt Skøierfjæs. Han pegte op paa Runerne og spurgte mig: «Skjønner De det der?» med en Mine, hvori tydelig var udtrykt den Opfatning, at jeg var en stor Nar, som vilde spilde min Tid med sligt noget uforstaaeligt Krimskrams. Og et andet lidet Træk: En Gutunge havde hjulpet mig med at bære Vand, og fik derfor en Soldo. Det førte til vidtrækkende Konsekvenser. Da kom der en liden brun en, som intet havde faaet. Han satte sig ved min Side paa Løvens Fodstykke, viste frem sine fillete Sko, saa paa mig med bedende og dog halvt skøieragtige Øine og sa med ynkelig Stemme: «Io sono un poverino».
Sidste Morgen, da jeg var borte ved Løven, blev jeg ganske rørt. De to prægtige Karabinierer, som holdt Vagt
