Side:Populær-videnskabelige foredrag.djvu/109

Denne siden er godkjent


Vor Løve er af pentelisk Marmor, omtrent 10 Fod høi, fremstillet siddende paa Bagfødderne.

Den lærde svenske Diplomat Johan David Åkerblad var den første, som i et af Aarene 1797—1799 saa, at der i Løvens Sider var indridset Runeindskrifter. Han aftegnede disse og meddelte sin Opdagelse til flere Lærde i forskjellige Lande. Allerede han fremsatte den Formodning, at Runerne var indridsede af nordiske Væringer.

Nogle franske og italienske Lærde vilde ikke gaa med paa Åkerblads Opfatning, men mente, at Tegnene paa Løven var pelasgiske eller etruskiske Bogstaver. Endnu i dette Aar har jeg havt et Brev fra en navnkundig klassisk Arkæolog i Anledning af, at en af hans Tilhørere havde fremsat den samme Mening.

At det var Runer, kunde dog ikke være tvilsomt for nogen sagkyndig Mand. Flere tyske Forfattere omtalte Indskrifterne offentlig, og meddelte Tegninger af dem og en Tysker læste rigtig to ord (þair og þisar). Nærmere Oplysfinger fik man først i et paa Fransk og Dansk udgivet Skrift om Runeindskriften fra Piræus af C. C. Rafn, Kjøbenhavn 1856.

Dette Skrift har endnu noget Værd. Endel Ord er af Rafn læste og tolkede rigtig. Han troede i Indskrifterne at finde nævnt Harald den høie. Paa Løvens ene Side skulde denne omtales blandt andre Væringer som den der havde paalagt Landets Indbyggere Pengebøder for en Opstand, efterat hans Mandskab havde erobret den Havn, hvori Løven stod. Paa Løvens anden Side fandt Rafn skrevet, at fem nordiske Mænd indridsede Runerne efter Harald den høies Bøn.