Den dag sat han langt nede i kirken og gik ut ganske ubemerket.
At ha gudstjeneste søndag aften var ikke almindelig i Glenfield, hvorfor mange var bange for at der ikke vilde bli mange folk. Men den frygt var ugrundet. Længe før student Edvard Skarping kom til kirken var den aldeles fuldpakket og over det halve av forsamlingen var ungdom. Miss Malinda Anderson var nu ogsaa kommet hjem fra bibelskolen i Belgrade, Iowa, og mens forsamlingen sat og ventet gik hun bort til orgelet og spilte og sang en sang. Hun hadde en skarp stemme og den skar igjennem forsamlingen naar hun sang: „Vend om, vend om til Herren, o! kom tilbake, du som gaar for Jesu regning et sorgens barn endnu. Om du blot kunde ane, at Gud dig har saa kjær, saa kom du under taarer, saa kom du som du er.“ Noget saa underlig hadde ungdommen i Glenfield aldrig hørt. Sangen hadde de vel hørt, men der var en særskilt kraft som la ordene ind over hjerterne.
Efter en salme av Landstads salmebok ledet N. B. Olson i bøn, hvorefter man atter sang et par salmevers og saa besteg student Skarping prækestolen. Hans tekst om aftenen var „Den forlorne søn.“ I begyndelsen av prækenen talte han om lignelsen i sin almindelighet og sa at alle beretningene i det femtende kapitel av Lukas evangelium viser os Guds naade imot den fortapte synder, derfor kaldes hele kapitlet det store naadens kapitel. Beretningen om den forlorne søn viser os Guds store naade imot et ulydig barn. Han talte først om Guds