„Aa nei,“ sa faren, „det er nok jeg som maa be dig om tilgivelse fordi jeg har været en saa daarlig far,“ og de graat begge to. Dette smittet; det blev graat i forsamlingen. Der blev syndserkjendelse og opgjør imellem mange. Ved tolvtiden avsluttet man med en bønnestund, og da man skildtes og ønsket hinanden et „godt nyaar,“ var det baade under smil og taarer.
Nyaarsdag præket evangelist Pederson for overfyldt kirke og offer blev optat til evangelisten.
Nyaarsdags aften var der møte hos N. B. Olson. Men da var der en fremmed mand i forsamlingen. Han hette Jack Youngberg. Han hadde engang været metodistprest, sa han, men var nu evangelist. Da de andre hadde tat del i møtet, stod ogsaa han op. Han læste følgende Guds ord: „Den som Sønnen faar frigjort er virkelig fri.“ „Jeg er saa glad jeg er fri,“ sa han, „fri fra synden, fri fra døden, fri fra djævelen, og fri fra loven. Tak og lov fordi jeg er en frigjort sjæl. Pris ske Gud.“ Det la som en dæmper over hele møtet. En fremmed aand var kommet ind.
Efter møtet kom han frem og talte med Martin Warnes. „Hvor mange har De omvendt?“ sa Youngberg. „Aa, vi holder ingen folketælling,“ sa Martin. „Ja, men De har dem vel til at række op haanden,“ sa Jack. „Nei, vi har ikke gjort det,“ sa Martin. „Det var da rart,“ sa Jack. „Der borte i Rutherford hvor jeg var, hadde vi alle til at række op haanden som vilde bli frelst. Saaledes omvendte vi 50 hver kveld; mindst femti. Enkelte ganger gik vi ogsaa ned i forsamlingen og drog dem