Side:Psalme-Skat1.djvu/160

At Himlens Fryd og Ære,
 Guds væsentlige Ord,
Skal saa foragtet være
 Paa denne slemme Jord!

4. En Perle, der forgjettes,
 Saa nøie ledes op;
Den blanke Demant sættes
 I gylden Krones Top;
Man kaster ei en Drue
 Blandt tørre Grene ned:
Skal jeg min Gud da sske
 I saadan Usselhed?

5. Hvi skulde Herresale
 Ei for dig pyntet staae? —
Du havde at befale,
 I hvor du pegte paa —
Hvi lod du dig ei svøbe
 I Lyset som et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
 At kysse paa din Haand?

6. Hvi lod du ei udspende
 En Himmel til dit Telt,
Og Stjerne-Fakler brænde?
 O store Himmel-Helt!
Hvi lod sig ei tilsyne
 En mægtig Englevagt,
Som dig i Silkedyne
 Saa prægtig burde lagt?

7. Nei! JEsus faaer sit Leie
 I denne gode Juul,
Hvor Betlere de pleie
 At lægge sig i Skjul;
Det var end ei hans eget
 Det Høe, hvori han laae —
Han havde ei saa meget.
 Han kunde ligge paa.

8. Den Sag kan ei begribes.
 At JEsus, Gud og Mand,