&emps;Saagodtſom alle Pſalmer er hiſtoriſke Digte og deres hiſtoriſke Anledning var fra Begyndelſen af vel kjendt, ſaa de kunde ſkilles ſammen i Pſalteret uden Henſyn til den; Mindet um denne hiſtoriſke Modergrund ſkulde være bevaret ſom en hellig Arv fra Slægt til Slægt, men den er ikke opbevaret, og den modrne Kritik har gjort alt muligt for at forplumre den; men den lader ſig gjenfinde ved den hellige Hiſtories ſikre Ariadnetraad. Og hvor forſtod ikke de hellige Pſalmedigtere at tale det ſyndige, træffende Ord ind i Tidens brændende Spørgsmaal; — med ganſke faa Ord at ſige alt, og ſige det ſaa, at det blev Løſenet for alle lignende Vanſkeligheder indtil Tidernes Ende. Hvorledes kunde noget andet uden netop Inſpiration udrette dette Under.
Det forklarer, at Pſalmerne er og bliver univerſale, — ſlaar lige godt Rod i al Jordbund baade hos den enkelte og hos hvert nyt Folk, ſom kriſtnes. Som Bønnebog kan derfor Pſalteret ikkee overſkyves ikke undværes, — ikke ældes.
Ak, at ſaa være med at bane det Vei til Hjerterne, — ſkaffe Rum for det i det moderne Liv, ſom trænger det mere end nogenſinde. Thi naar var Veien til Lønkammeret mere blokeret, naar var Adſpredelſen ved Livets og Arbeidets voxende Høſt ſtørre, — naar var daarlig Læsning mere paafærde. Her trænges ſaa ſaart en hellig Poeſi; thi naar var Livet mere i Fare for at blive proſaiſk, koldblodigt, marerialiſeret. Derfor kjære Læſer, tag mod Hjælp og lad Pſalteret paa Hiſtoriens og Poeſiens Vinger faa flyve til Tig og fæſte Bo hos dig.
Paa Reiſen fra Chicago til New York, 5—11—92.
