Det forholder sig vist ikke saaledes som af Defensor er antaget, at alle menneskelige Idrætter dreie sig i en Cirkel, og at det er den Bestemmelse, der venter al vor Stræben, at den ene Generation skal nedrive hvad den anden har opbygget. Man kan erkjende, at der af et alviist Forsyn er sat en uoverstigelig Grændse for de menneskelige Evners Virkekreds — men uden derfor at hengive sig til mismodige og mørke Grublerier om, at al vor Virken er Tant og Gjøglerie, der intet virkeligt Gavn for Menneskeheden efterlader sig, og uden at betvivle, at enhver sand ædel Daad bringer os vor Bestemmelse: Fuldkommenhed, forsaavidt Dødeligheden kan tilegne sig den, nærmere.
Naar derimod Defensor udhæver, at udvortes og materielle Garantier ikke for den menneskelige Virken ere tilstrækkelige, da kunne vi ikke nægte Sandheden deraf: af Hjertet tiltræde vi denne Yttring Tidernes Tegn ere ikke altid hos os de glædeligste. Gjerne stille vi os ved Defensors Side og dele hans Iver og Kraftanstrængelse, naar han fremstiller sig til mandig Kamp mod de vanartede Affødninger af vore frie og herlige Institutioner, som røbe sig ved Letsindighed, Kaadhed, Uforskammenhed og Frækhed — vi vide det alle, de gives, vi høre af og til — og ikke saa sjelden — deres hæse Stemmer og see dem at bære deres Jernpande til Skue; — men vi glemme ikke og troe at burde bringe det tilbage i Defensors Erindring, hvad han selv antager, og hvad vi aldeles tiltræde, at disse onde Aander kun ved indvortes og aandelige Vaaben fuldkommen kunne bekjæmpes — at de ikkun ved Udbredelse af Religionens og Oplysningens Straaler kunne bortmanes — og vi forlade ham derfor aldeles, naar han ved Statskneb og Magtsprog eller lignende Vaaben tænker at udføre Kampen eller lade disse Enkeltes Feil gaae ud over hele Nationen.
