paastaaet og jeg troer beviist, at den kgl. Resolution maa ansees stridende imod Aanden i Grundlovens § 80, idet den afbryder Storthingets Virksomhed i dets travleste Tid og da dets vigtigste Forretninger henstode ufuldendte. Ogsaa heri finder Defensor en Tendents til at gjøre Vold paa Grundloven, ved at ville forpligte Kongen til at give Prolongationer, medens han formener, at Grundloven kun undtagelsesviis har statueret Nødvendigheden af mere end 3 Maaneder til at udføre Storthingets Forretninger i, og nogen længere Tids Indvilgelse er Dommen ene overladt til Kongen, hvorefter vidtløftige Betragtninger anstilles, som gaae ud paa at oplyse, at Storthinget ikke burde tilstaaes yderligere Prolongation end den forundte.
1) Det benægtes saaledes, at Beviis er forhaanden for, at hine 3 Maaneder er for kort Tid, naar kun en hensigtsmæssigere Forretningsorden brugtes.
2) Constituenterne maatte bedst kunne bedømme dette, men de have ei forudsat disse Smaaligheder og denne Forfalden til det Enkelte.
3) At de første Storthing ikke kunde komme ud med 3 Maaneder, var en Følge af deres manglende Erfaring og de mange Reformer, som den nye Forfatning gjorde nødvendige.
4) De foregaaende Storthings Exempel burde været til en Advarsel for sidste Storthing, og man burde betænkt, at et Onde bæres med Resignation, naar Udsigt til en forbedret Fremtid er forhaanden; men at det i modsat Fald bliver utaaleligt. Derfor kunde Kongens foregaaende Overbærenhed ei paaregnes af dette Thing.
5) Kongen har aldrig erkjendt Nødvendigheden af mere end 3 Maaneder, og i al Fald have 5 Mdr. dennesinde været tilstaaede.
6) Grundlovens § 94 kan ingen Indflydelse have paa den Tid, Storthingene behøve, da de Love, som have beskjæftiget dette og de foregaaende Storthing, ikke vedkomme den almindelige civile og criminelle Lovbog.
