Kongens controllerende Myndighed blev et Intet naar Odelsthinget kunde undersøge og Rigsretten afgjøre, om der i det enkelte Tilfælde havde været Anledning til at bringe den i Udøvelse. Derfor har man ogsaa antaget, at Thingets controllerende Ret ikke er afhængig af Kongens Sanction, uagtet saadant ligefrem følger af den bogstavelige Fortolkning over §. 75 cfr. med §. 82. Den menneskelige Forsigtighed kan ikke gaae i det Uendelige, og det er modsigende at fordre Garantie for Maaden, paa hvilken den øverste Myndighed i det specielle Tilfælde gjør sig gjældende. At tillade Repræsentationen her at controllere, var at gaae en Omvei, og naar Rigsretten bestaaer af Lagthingsmedlemmer, der henhøre til det samme Storthing, som Opløsningen rammede, er det temmelig uegentligt at ansee den uden for Sagen og istand til at danne en Modvægt imod Misbrug af Repræsentationens præsumtive Ret til at controllere. Hermed troer Defensor at have opfyldt Actors besynderlige Provokation til ham om at bevise Rigtigheden af den paaberaabte Lovfortolkning, i det han gjorde opmærksom paa det urigtige og urimelige i, fornemmelig under en offentlig Sag, at anvende deslige Provokationer paa andet end Facta. Det klinger rigtignok farligt at „Kongen saaledes blev Souverain hvis han kunde udøve denne Rettighed uden Control;“ men hvor fiffigt det end kan være af Actor at betjene sig af denne Udtryksmaade, vil Hensigten dog her ikke kunne opnaaes; thi der skal ikke meget til for at indsee at den øverste Myndighed i enhver enkelt Green, hvad enten den ligger hos Kongen eller Storthinget, er og maa være souverain, det er: ophøiet over enhver Control. At Hans Majestæt har forlangt at høre Statsraaderne Fastings og Holsts Mening, og at disse have fremsat en saadan, beviser ikke at man har erkjendt dette nødvendigt.
3) Defensor fandt fremdeles, at de 2 omhandlede Passus i Grundl. §. 15 vare forskjellige fra hinanden deri,
