saatternes Begreber i at en saadan Fremgangsmaade taales. Men rekurrerer man ikke ogsaa her til Spørgsmaalet om Handlingens Lovlighed? e) Det fordærvelige i et Schisma imellem Statsmagterne; dette benægtes ikke, men Skylden hviler ene hos den, som har fremkaldt det, ikke hos den, der ved et lovligt Middel netop agter at forebygge Skade. f) Det ubodelige Tab ved at saa mange vigtige Forslag ei kom istand. Imidlertid spørges: naar vilde dette være skeet? og er det et ubetinget Gode, at Storthinget fatter Beslutninger uden Hensyn til Beskaffenheden af disse? g) Beslutningen om Forandring i Lovene om det beneficerede Gods kunde ei blive sanctioneret. Denne Beslutning er ei fremlagt; man veed altsaa ikke, om den fortjente Sanction; ialfald er Kongens Ret til at nægte denne uomtvistelig. h) Kræfters Spilde. Herom er det Nødvendige sagt i Defensionsskriftet; og i) Pengespilde. Ogsaa her refererede Defensor sig til sit Indlæg, og fandt det fremdeles synderligt, at man i et Tilfælde som nærværende vilde lægge saa materielle Betragtninger til Grund, især paa en Tid, da ingen fuldstændig Conto kunde opgjøres.
9) Actor foregiver at Sagen er heel simpel og at det er klart, at Skaden er øiensynlig. Dette troede Defensor ingen Anden kunde erkjende uden Beviis, og et saadant havde Actor ikke engang forsøgt paa at fremskaffe. Det var klart, at Alt her kom an paa Afgjørelsen af det Spørgsmaal, om vi ikke tiltrængte en Reform i vort offentlige Liv, og om det ei var rimeligt, at en saadan kunde tilveiebringes ved at forandre det ordentlige Storthing til et overordentligt. Om Meningerne i begge Henseender end ere forskjellige, lader det sig dog ikke nægte, at Sagen idetmindste er tvivlsom, og at det intet paafaldende har ved sig, at Statsministeren har havt den Anskuelse, at Fremgangsmaaden vilde være gavnlig. Han har ikke været blind for de Betænkeligheder, som frembøde sig; men han maatte tilsidesætte disse, naar de ei forekom ham afgjørende og Hans Majestæt heller ikke ansaae
