idelige Flaksen af rugende Fugle, som jeg skræmmede op af Rederne deres. Ja, der var ugreit og vrangvilligt overalt, og det var betænkelig Livsredning ogsaa, naar jeg havde Tag i en fattig Birkebuske, medens hele Stenskred gik bort under mine Fødder. Nu skulde jeg have Lyst til at se Den, der gik samme Vei ned igjen; men slig en Karl er vel ikke født endnu“.
„Saae du ikke noget til Huldrens Leilighed dengang“, spurgte Grossereren. „Aa nei“, svarede Kirsti-Gudbrand. „Hun lukker godt for sig og staaer ikke paa Pinde for Enhver. Skjønt jeg boer paa hendes Enemærker, har jeg dog kun en eneste Gang seet som et Skimt af hende. Det var mod Kvelden, omtrent ved denne Aarstid, og det var højtideligt Veir med svært Solpral paa Kollen. Da hørtes det som om En sagde: Stakar! høit oppe i Lierne. I det samme jeg saae op, smat Huldren ind i Fjeldet, og havde en broget Ged paa Skuldren“. „Men Ingen har vel“, tilføiede Kirsti-Gudbrand, „vidst saa god Besked om det Væsen som Christen Sergeant, for han havde Børn med Huldren, en Søn og en Datter. Men han var ogsaa mangfoldig, rigtig en Omstreifer og et vidtløftigt Menneske“. Da Kirsti-Gudbrand mærkede vor Forundring over denne Meddelelse udbrød han, „Ja vel; de Børn vare ei som andre Folks. De bleve voxne pligtskyldige Mennesker uden nogen Lærdomstugt, og da de endelig skulde til Præsten, bleve de borte med Et, og spurgtes ei siden.
