De tvende Forstmænd betragtede denne Del af Elven med megen Opmærksomhed; thi det var deres Hensigt at lægge en stor Tømmerrende noget til Siden af det vanskelige Fald. Jeg fulgte dem ned i Dybet, hvor Elven under Fossen med Et faaer et jevnere Løb i Klipperevnen; her havde Fugtigheden og Fjeldlyet fremkaldt de frodigste Væxter: Stormhatten med det brede, skarpt udfligede Blad og den høie violetblaae Blomsterpyramide, Gederamsen med sin rige karmosinrøde Flor, og den blaaliggrønne, cypresseagtige Busk, som Bønderne kalde Klaaved, stode i store Klynger paa et Teppe af Smaaurter under den mørke Fjeldvæg. Elven dannede her flere stille Høler; over dem flagrede brogede Sommerfugle og rødvingede Græshopper. Paa al denne Herlighed laae Solskinnet med magisk Glands mod den dybe Skygge under Løvhanget og i Klippevraaerne.
Et kort Stykke ovenfor Høgfossen tog vi Plads ved Elvbredden og lavede os til at holde Middag der. Ridetøiet og Oppakningen blev taget af Hestene og de forskjellige Sager, vi førte med os, bleve efterseede og ordnede. Ole Ask tog sig af Kjøkkenet, og valgte en tør Fordybning af Elveleiet til Arnested. Imidlertid dannede et Par af Folkene os en Løvhytte, der støttede sig til en Rad prægtige Fyrrestammer, og hvori mangehaande Ting af vort Reisestel bleve anvendte til Bord og Bænke. Saaledes havde vi snart slaaet
