og indholdstom, som den mellem idé og virkelighet: den er gjennem sine levende og konkrete typer simpelthen til at ta paa — man kunde fristes til at si: den er zoologisk.
Typen for den ene gruppe er tidligere færdigbehandlet fra min haand i to arbeider, idet jeg ovenpaa dramaet Den sidste gjest skrev en liten historisk monografi over hovedskikkelsen for at faa ham ridset op ogsaa paa grundlag av de utvilsomme fakta; ti kunsten har jo desverre det ved sig at den forstørrer eller formindsker, forkorter eller forlænger — „overdriver“, som den fornuftige kritiker vistnok kalder det. Saa skaffer jeg litt fakta til dem som foretrækker det.
Hermed har da ogsaa den anden type faat sine to verker. For det tilfælde man skulde finde det umaken værd at stanse op et minut og se sig litt rundt iblandt menneskens børn, med dette faktiske materiale til bruk ved gruppering og værdsættelse. Det er nemlig dertil man har historie, den skal støtte os i bedømmelsen av del som sker idag.
Ellers indeholder denne bok historien om en storaands ensomhet i et litet folk. Men den er tillike historien om en liten og svak stat, som ønsker at holde sig nøitral i en over al maate farlig og troløs tid. Ogsaa forsaavidt er boken kanske ikke helt blottet for aktualitet, trods vort aarhundredes fremskredne kultur. —
La ialfald ikke det skræmme, om der forekommer et italiensk citat hist og her; der findes intet, som ikke er oversat.
