rentinerne hadde en hær paa hele 5000 fotsoldater og 300 ryttere: De blir jaget paa vild flugt av — 400 mand, som rykker ut fra Siena: panikken smitter, saa hver eneste én smør haser, fra sit artilleri og alt; ingen forfølger, men de blir ved at løpe; de flyr ti kilometer, de føler sig ikke trygge, før de faar kastet sig ind i en liten by og stængt portene. „Det tykkes mig ligne“, skriver Vettori, „nogen historier jeg har læst om i Bibelen, da en frygt paakom mændene, som flydde uten at vite for hvem.“ Og længer nede i brevet skriver han: „Jeg har oftere hørt si at frygt er den største herre som findes.“ Da Machiavelli svarer og beder om nøiere besked, skildrer han atter panikken detaljert, og lægger saa til: „... Jeg har nok hørt at en hær flygter bare ved skrik, men at den flyr ti kilometer uten at nogen forfølger, det tror jeg ikke man nogensinde har læst om eller set...“
Det er en art vanvid. Og disse sindstilstande gaar som farsotter i tiden. De opstaar nok ifølge sjælelige love, men de smitter efter patologiske, lik farsotten. Det nye siden middelalderen er at nu i renæssansen er enkelte blit sig angsten klart bevisst og grunder over den. Machiavelli var blandt dem.
Det var heller intet tilfældig lune av historien at denne varg-old, da tillike alle aandskræfter drives op til den høieste grad av ydelses-evne, blev kunstens sekel: Alene i den fandt jo svake hjerner den hvile, de trængte; kun ved den omgik de alvoret. Likesom Boccaccio’s damer og herrer under pesten i Firenze. Faa stanset og løste gaaten. — Og jeg har det indtryk at denne art naiv livsangst i renæssansen, altsaa
