Side:Renæssansemennesker.djvu/118

Denne siden er korrekturlest


Som nævnt, hos dem, som staar helt utenfor den farlige tid, det vil si: som bare er offer, — hos dem hvor ikke den sjælelige muskulatur gjennem konkurransens og livskampens træning er stivnet i bare stenhaarde sener, der ligger livsvisdommen gjemt midt i dette opløsningens sekel, de naturlige og primitive følelser, som barne- og forældre-instinktet, hjælpsomheten, den impulsive og selvløse glæde ved næstens held, sansen for borgerlig likevegt, som kunsten og genierne staar utenfor; der ligger brokkerne av almenaand og offervilje gjemt, samvittighetens svake røst, ja ogsaa tro paa forsynet, kort sagt: alle de sjæls-egenskaper, som til syvende og sidst gjør samværet menneske og menneske imellem holdbart. For dette vanskjøttede lag i folket var renæssansen just ingen glad og straalende tid.

Og det er mit syn at baade det offentlige og private liv i det italienske folk endnu den dag idag bærer paa træk, som er følgerne av hin opløsningens og troløshetens tid... smaa rift i selve folkekarakteren. De træk gaar nemlig efter min mening længer tilbake end til Bourbon’ernes og Habsburgernes vetløse vanstyre i forrige sekel, saaledes som italienerne selv saa gjerne vil hævde.