Midt i en saadan tid levet og virket renæssansens dypeste aand. Heller ikke for Niccolò Machiavelli var tiden en glad og straalende tid likesaa litt som den var det for Michel Angelo. Og mellem alt dette motstridende virvar, mellem disse idéløse mænd skulde en vaabenløs og svak stats gesandt manøvrere. Det var den utsatte post kancellisten saa tit fik at indta. Ti, som før sagt, Timands-raadets medlemmer skiftet, saa det blev sekretæren som repræsenterte kontinuiteten og blev sjælen i styret, eftersom det jo var han som kjendte sakerne tilbunds. Det kan man ialfald vistnok straks slaa fast, at det bare var Firenze’s snu diplomati, som i denne første fjerdepart av 1500 reddet det fra undergang, fra beleiringer og fra „sacco“ — det som overgik saa mangen by, endog av Rom’s og Napoli’s størrelse; det var ikke tropper, ikke magt, men tungen og det glatte ord.
Firenze’s og Soderini’s politik bygget paa Frankrike’s venskap; det var jo et gammelt, vel indpodet forhold, særlig som følge av det livlige handelssamkvem; man faar et levende indblik i dette allerede av gam-
105
