lighet ligger: at balansere mellem Frankrike og paven. Og Toscana’s geografiske beliggenhet øker alvoret; gjennem dets dalfører gaar jo alle veier mellem nord og syd paa halvøen.
Et levende billede paa mellemstillingens vanskelighet gir den situation som indtraadte 1510-11, da Giulio II som sagt pludselig slaar om og begynder krig mot Frankrike og Tyskland og i forbund med Venezia, sin forrige fiende. Nøitral fik Firenze ikke lov at være; begge parter krævet at det skulde ta stilling til konflikten, og det straks. Machiavelli blev i hui og hast av Soderini sendt til Frankrike, hvor han raadet Ludvig XII til snarest at slutte fred med Venezia og paven. Dette fremførte han som sit erend ifølge instruksen; det var jo ganske unyttig og blev selvfølgelig ikke tat mindste hensyn til. Men desforuten bearbeidet han kongen og hans omgivelser for at gjøre dem Firenze’s vanskelige stilling begripelig: Hvis det nemlig nu — fremholdt han — sluttet sig aapenlyst til Frankrike, vilde paven og de omliggende smaastater øieblikkelig angripe Toscana, — og Kirkestaten grænset jo nu op til Toscana i hele dets længde; men følgen av det igjen vilde bli at Frankrike, istedenfor at faa hjælp av Firenze, tvertimot blev nødt til at sende hjælp. Og ved det fattigmands-ræsonnement lykkedes det Machiavelli delvis at overbevise dem i sin retning. — Men saa fik Ludvig XII, den „allerkristeligste majestæt“, den idé at ville sammenkalde et stort kirkekoncil for der at anklage paven; og det koncil bad han om at faa holde i Pisa, som da var kommet i Firenze’s besiddelse: saa-
