Side:Renæssansemennesker.djvu/126

plads, og de har faat sine egne, hidsige overskrifter, som „fare bella“ (gjøre smuk), „fare bellissima“ (gjøre meget smuk); i enrum, der kvinde-naturen tar ut sin ret og taler likefrem, lyder hendes stemme som het hvisk. Nei, hun var ingenlunde nogen naturstridig amazone. — Men ogsaa hende har den litet psykologiske instans, som heter historiens dom, latt leve i skygge som noget bortimot en furie, paa grund av et par ukvindelige kraftsatser, som faldt midt i kampens gny og som traditionen graadig grep; da saaledes Cæsar Borgia under beleiringen av hendes by vilde fremtvinge overgivelse av kastellet og derfor truet med at dræpe hendes unge sønner, som var i hans vold, skal hun ha svaret at det kunde han gjerne: hun skulde nok lage nye barn, og ledsaget satsen med en uartig gestus! Hun hadde oplevet mange vilde eventyr. Hun var gift tre ganger; og første gang og i sit hjertes grønneste vaar med en utsvævende mand av Della Rovere’s opkomling-æt, som hun siden saa paa kom av dage ved snikmorder-dolk. I sidste egteskap blev hun mor til sin tids mest paagaaende kondottier Giovanni delle Bande nere, hvis far var en forsviret Medici av sidelinjen, men som selv umiskjendelig slegter Sforza’erne paa; og han blev far til den Cosimo, som senere blev Toscana’s første storhertug. — Da Machiavelli ankom, var hun enke for tredje gang, bare 36 aar gammel. Hun levet bl. a. av at leie ut soldater, og sælge kuler og krudt. Firenze pleiet at betale hende en liten aarlig sum for en troppekontingent; og det skedde væsentlig for at ha en venligsindet nabo i nord, — som støtpute mot