Side:Renæssansemennesker.djvu/133

dem ved hove; tilslut blir Machiavelli’s følge syk, saa han endog er alene om affæren. Men da æser sendelsen op for ham, til at omfatte en utredning av hele den politiske situation i Italien. Han ser for det første klart at Firenze’s forhold til Frankrike er analogt med Venezia’s til Tyskland; og ved dette syn har han i virkeligheten truffet kjernen i halvøens politik gjennem hele det 16. aarhundrede, han er saa at si blit autoritet paa det omraade. — Han snakker dagstøt med kongens omgivelser, særlig med kardinalen av Rouen, den indflydelsesrikeste av dem, senere Frankrikes kandidat ved pavevalg, dels paa fransk, dels paa latin. Det begynder som debatter: Firenze forstaar sig ikke paa krig! sier de haanlig. Ikke Frankrike paa statskunst heller! svarer han slagfærdig, — naar det kan hjælpe kirken til slik magt, som det gjør. Og omsider faar han gjort dem begripelig, hvor farlig paven igrunden er; Machiavelli har nemlig i mellemtiden faat vite at paven tænker paa at indsætte Medici i Firenze ved Venezia’s hjælp, — og Venezia har bare én plan: at utvide sin egen magt i Italien, mens Firenze kun søker at hævde sig som det er. — Det utvikler sig til svære diskussioner, hvorunder han faar orientert franske politikere, og lægger derved et bredt grundlag for forstaaelse mellem republikken og Frankrike. Han saar mistanke. Og det ender med at han, den fattige sekretær fra Firenze, ogsaa aapner kongens øine for Frankrikes virkelige fare i Italien. Denne tok mot en sum penger fra Firenze, og sendte ordre til Cæsar Borgia, at han ikke tillot ham at gaa imot Bologna. — Fra den