serne fra denne ambassade er kanske den rikholdigste, man har fra ham. Og med al ønskelig tydelighet fortæller de, hvad han er blit sendt til: et bøle av uigjennemtrængelig fortielse, troløshet, hyklet hjertelighet avløst med haanlige trusler, aabenbar løgn, grumhet, men hvor han var paalagt ikke at træffe nogen avgjørelse og hvorfra han ikke kunde komme i paalidelig direkte forbindelse med sit eget raad i Firenze, saa han ett øieblik hadde klar oversigt over politikken utenom og rundt om sig. Faktisk spionens rolle i ambassadørs klædebon. Men en slik stilling fordret lalfald rikelig med lommepenger til bestikkelser, gilder o. l.; heller ikke den støtte fik han fra Firenze, han er tvertimot altid i penge-forlegenhet. Det kom til. — Der er neppe mange depecher som bringer én saa levende nær hin tids diplomatiske kunst som disse Machiavelli’s daglige rapporter; de er desuten saa godt som eneste historiske kilde for hine begivenheter i Romagna.
Grundstemningen i Cæsar Borgia’s sind var flammende hevnfølelse mot „oprørerne“. Som altsaa er de fordrevne Medici’s venner (Orsini, Vitelli) og republikken Firenze’s fiender. Men Machiavelli’s opgave var at fodre ham med tomme ord, denne handlingens mand, som tørstet efter hjælp i gjerning, nemlig til avstraffelse av kondottiererne, — og det var jo netop denne fortættede, mutte energi som for nogen maaneder siden hadde gjort et saa uutslettelig indtryk paa ham, da han første gang stedtes for ham, og som for al tid hadde hans hemmelige beundring, fordi det var den evne, han selv brændte efter at se
