vende grotid, en slags mare. Og samtidig som det brændte sig ind i hans sind, hvilke var de seirende kræfter i virkeligheten, maa den viljelammelse og den uvirksomhetens sump, som han nu gjorde sit bedste for at fremkalde i andres sind, ha virket tilbake paa ham selv. Det er vel heller ikke for dristig at anta, det i længden ogsaa har oprevet ham at leve blandt alt dette svik, at veire alt dette blod.
Imidlertid gaar sakerne sin gang; Cæsar Borgia æter sig frem i Romagna, slaar under sig by efter by, rykker for hver dag tættere ind paa Toscana’s grænser. Og Pisa gjør allerede kurtiserende tilnærmelser til ham. Machiavelli flytter efter. Han fritter og fritter om hans planer. Men han fritter forgjæves. I slutten av oktober indgaar Cæsar Borgia høitidelig forlik med „oprørerne“, som sverger ham og hverandre fred og alliance. Nu var de altsaa atter hans haandgangne mænd og hjalp ham med byernes erobring. Men dette gjør han bare for at lokke dem i fælden. Saa kommer da avslutningen: Sinigaglia’s fald og „sacco“ (blodbad), hvor Cæsar Borgia ved svik griper sine hjælpere, de fire kondottierer, og lar dem dræpe. Da det er skedd, kalder han Machiavelli op og melder ham hvad tjeneste han just nu gjorde Firenze: ved den fangst var Frankrike’s og Firenze’s fiender for evig bastet og bundet! Saa var turen til republikken at vise ham en velvilje igjen.
Machiavelli har skildret dette i mange depecher, hvorav flere er blit borte paa veien; der er raskt nedskrevne meldinger, og der er vidtløftigere utred-
