ninger. Hver dag gaar der sydover av dem; Cæsar Borgia’s energi har atter besat ham, næsten eksalteret beskriver han begivenheterne. De følger slag i slag. Og nu rykker Borgia’s tropper videre; de tar Perugia, gaar imot Siena; smaafyrsterne flygter som mus for katten. Først nu, i slutten av januar 1503, faar Machiavelli reise; og Firenze’s nye gesandt ankommer. Paa samme tid lægger atter Frankrike sin hemmende haand over Cæsar Borgia’s ærgjerrige planer.
Men denne begivenhet med sviket og drapet av de fire kondottierer har grepet Machiavelli saa sterkt, at han like efter tok emnet op igjen og i korthet skrev dens historie, hvor der, betegnende nok for hans sans for væsentlig og uvæsentlig, er indkommet smaa feil f. eks. i det topografiske. Det lille skrifts titel er: „Beskrivelse av den maate hvorpaa hertugen av Vanlenza dræpte Vitellozzo Vitelli, Oliverotto fra Fermo, herr Paolo og hertug Orsini av Gravina.“
Saa hænder altsaa det eneste som Cæsar Borgia ikke hadde forutset: at faren, Alexander VI, dør (1503). Og like før Giulio II blev pave, skikkes Machiavelli i ekstraordinær ambassade senhøstes 1503 til Rom, hvor han blev en halvanden maaneds tid. Hans officielle erend er det kostelige at kondolere med Pio III’s død. Egentlig skulde han snappe op nyheter under konklavet, samt utspeide det vordende pavedømmes syn med hensyn til Romagna og til Pisa-krigen. Firenze var nemlig i vildrede med sin holdning likeoverfor Cæsar Borgia’s rike i Romagna, hvor nu smaafyrsterne vilde ha sine borge og byer
