Side:Renæssansemennesker.djvu/147

gløgge gesandt Giustinian advarer og advarer sin regjering mot at kollidere med dette jern av en pave; Machiavelli hadde altsaa akkurat motsat hverv: han skulde netop bringe dem i haarene paa hverandre, saa mistanke og splid — paven blir bare deres kapellan, hvis de blir mægtigere, putter han i Giulio II’s omgivelser. Men det som gjorde situationen særlig indviklet for Machiavelli, var at Cæsar Borgia tilsyneladende var den nye paves mand; han hadde jo lagt sig i sælen for hans valg; og det var en avtale at han skulde beholde Romagna, samt vedbli som Kirkestatens gonfaloniere eller generalissimus. Det løfte agtet imidlertid i virkeligheten ikke paven at holde; ialfald skulde Cæsar Borgia først drive venezianerne ut av Romagna. Men pavens virkelige tanke her var til en begyndelse helt uigjennemtrængelig. Machiavelli traf ham personlig sjelden; det blev hertugen han snakket med. Og i de depecher han nu sender hjem om deres samtaler, er tonen mellem de to en ganske anden end sidst, — og det er jo dog ikke gaat ett aar siden Sinigaglia-begivenheten; der er kulde, ja haan; han gir ham kaute svar paa hans hidsige ord. Der er dem, som i dette omslag har villet se et lavt og uridderlig træk ved Machiavelli’s karakter: hovmod likeoverfor en falden storhet. For det første kan man hertil svare at Machiavelli’s gamle begeistring for Cæsar Borgia ikke gjaldt hans person: han saa kun et fyrste-emne i ham. Men nu er der just ingen fyrste tilbake: bare den magtløse rest av en grum bandit, endog med denne nimbus av terror strøket av sig! Machiavelli møter en blod-