gik turen til Perugia, hvor han skulde undersøke, om det bare var i den hensigt at faa prisen skruet i veiret dets fyrste Baglioni lot som han var likehændt med fornyelse av kontrakten, eller om han pønset paa at slutte sig til Firenze’s fiender, spanierne, som nu under Consalvo rykket søndenfra. Machiavelli gir i en klar depeche fuld besked: alt, fyrsten her kommer med, er lumsk løgn — skriver han — og han kommer til at slutte sig til Firenze’s fiender, som vil ta Pisa fra os. — Næstemand er markgreven av Mantua: ogsaa han svarer undvikende, da Machiavelli vil faa istand en leiekontrakt. — Saa kommer Soderini paa den tanke at skikke Machiavelli direkte helt til Spanien; men da gjør dennes misundere i de forskjellige raad straks motstand: Han faar derfor det beskednere hverv at ta til Siena for at utspeide dets fyrste, den før nævnte Pandolfo Petrucci, den snedigste av dem alle tilhope. I denne rævs ansigt kan Machiavelli intet bestemt læse, og vender hjem like klok — det var vistnok første gang det skedde. Saameget ser han dog at det i øieblikket var hans politik at fjerne sig litt fra Firenze og Frankrike, fordi Spanien var i opgaaende.
Resultatet av rundturens erfaringer var imidlertid at der for Firenze nok ikke var andet for end at indrette sig paa krig. Timands-raadet tilkalder atter sin feltherre, den før nævnte Giacomini, som dog bad sig fritat for befatningen med den uheldige idé med Arno’ens uttørring; denne Giacomini var oprindelig kjøbmand, men ofret sig nu for Firenze’s forsvar paa samme maate som Machiavelli, ubønhørlig i sit
