det rundt ham i Firenze den sidste tid av Savonarola’s pietistiske virksomhet. Allikevel føler man gjennem brevet at han er sterkt optat av lægprædikantens agitatoriske drevenhet og logik; der refererer han synlig interesseret, ja næsten revet med. Og det er jo i grunden bare hans opportunisme han snerter.
Brevet ender med en bøn til vennen i Rom om at gi ham litt besked om stemningen ved pavehoffet likeoverfor Firenze og dets holdning i denne sak. —
Det er vel ikke utelukket at der med tiden blir støvet frem ældre papirer blandt de rike, vældige brevbunker, som italienske samlinger gjemmer paa fra renæssansens historie — det folk utmerker sig nu engang ikke som arkiv-mennesker eller bok-ormer; men dette brev er ialfald indtil nu den første datum, historien kjender av Niccolò Machiavelli’s liv. Man vet i grunden ikke stort mer om hans ungdom og første manddom end om hans utseende. I Uffizi-galleriet i Firenze er der vistnok en dødsmaske som utgir sig for „efter al sandsynlighet“ at være av ham, eftersom den blev fundet i hans hus i Guicciardini-gaten; men det er jo ikke noget bevis. Og nu er der efterhaanden dukket op flere saadanne; og dette forekommer mig at være en mistænkelig overflod paa dødsmasker av en mand, hvis stemme for samtiden lød som et rop i ørkenen, og som borgerne ganske oversaa, da han døde. Der findes vistnok nu hele tolv portrætter, som sier sig at være av Machiavelli. Det sikreste blir vel træsnittet paa hans første utgave