ligere forhold end hvad man faar indtryk av, naar Machiavelli senere fortæller fra sit liv ute paa landgodset, hvor han klær sig om før han sætter sig til med sine klassikere ved arbeidsbordet. Hans kjærlighet til antikken er personlig, og kultusen har et konkret maal, mere kanske end hos nogen anden renæssanse-skikkelse; der søker han saa tit stoffet for sin sats, selve fablen.
Og allikevel! Selv om han det gjør, saa er de klassiske paralleler bare død ornamentik i forhold til det andet, til nuet. Likesom hos Dante. Jeg tror at endog for hans vedkommende ser man rigtigere, naar man ikke overvurderer hans forhold til antikken; naar man med andre ord heller betoner indflydelsen fra det som i tid ligger ham nærmere: fra middelalderen. Føler man sig nemlig nøie for, er der noget mekanisk ved hans ræsonnement: Det er efter min mening skolastikkens tænkning, som leder tilvirkningen av hans hovedsatser. Men netop dette mekaniske er paa den anden side kraften ved hans bevisførsel, det ubestikkelige; og han griper stundom til metoden med samme heftighet som han søkte til møtet med sit første fyrste-emne, Cæsar Borgia. Det er mit indtryk, at den skolastiske stripe i Machiavelli’s aand er for litet fremhævet av hans biografer, om den overhedet er fremhævet. Det gjælder bare formen, særlig antithesernes anordning; for trods den metode kjender han jo i grunden ingen dualisme i sin livsfilosofi, nemlig intet absolut godt og intet absolut ondt. Hvilket jo var hin teologiske middelalder-filosofis hovedindhold.
