Skolastikken virker ved første øiekast som en middelalderlig avlægger av selve den klassiske sofistik. Men det er den jo egentlig ikke. Den er selve middelalderens filosofi, skapt gjennem en forholdsvis selvstændig utvikling og til bruk for dens teologi. Men den randt jo ut i den skjære formalisme og satte sig ganske fast, idet den i overensstemmelse med sin aandsnaive samtid ikke evnet at skille mellem væsentlig og uvæsentlig. Den bevæger sig ellers i sin tænkning paa den golde vei fra det almene mot det individuelle, den motsatte av moderne filosofis vei, — ialfald hittil. Paa Machiavelli’s tid spiller forresten ind ogsaa gammel græsk filosofi, særlig Pythagoras med sin blanding av mystik og matematisk kosmologi, og den likeledes, men i høiere grad mystisk prægede neoplatonisme, hvilke retninger humanisterne tok op til fornyet behandling, og som avløste den middelalderlige teologis tjenerinde. I Giordano Bruno satte denne retning som bekjendt sin smukkeste blomst.
I middelalderen synes hjernevindingerne for logikkens sæte hos alle at være saa primitive, at man f. eks. følte som fysisk smerte det dilemma, en spidsfindig bruk av Aristoteles’s slutningsformer kunde skrue en fast i; der er saaledes i virkeligheten ingen komik over hin scene mellem Erasmus Montanus og Per Degn, hvor denne sætter i at graate, fordi Erasmus beviser at han er en hane. Fænomenet som saadant heter nemlig ellers intet mindre end videnskabelig overbevisning, som er en større og sund bror av det som avfeies „fiks idé“ eller „tvangsforestilling“. Galileo Galilei, Giordano Bruno og andre kjettere led av
