den moralske detalj; man har, som bekjendt, ogsaa alkoholismen, som heller ikke har noget imot at la fem være like, eller som det engang høitidelig het, hvor det gjælder det etiske: at „svigte sin ungdoms idealer“ — den har kurert mere end én Per Degn, og Erasmus Montanus med.
Machiavelli har et logisk grep paa hvert emne, som straks ordner, grupperer, gir oversigt og utreder — efter vor smak kanske litt omstændelig i det elementære, litt for almindelig og omfattende i underbygningen; men den brede, solide planering blir tillike hans styrke, netop det bestikkende, ogsaa som talemaate, eftersom den ikke lar sig gjendrive. Jeg skal gi et par eksempler paa hans ræsonnement, forsaavidt det aapner ens blik for det almene ved hans dialektiske bygningsmetode. Der er saaledes et brev til Piero Soderini, som efter forjagelsen fra Firenze opholder sig paa den tyrkiske borg Ragusi; brevet er uten datum, men det maa være fra ca. 1514. Der skriver han om Scipio og Hannibal, at der er mange maater at naa sit maal, nævner eksempler; falder saa ned til at behandle Medici’s politik i øieblikket og Soderini’s uheld: en fremgangsmaate som skader én, kan gagne en anden, sier han — det er underlig nok. Og hensigten med brevet er i virkeligheten at faa fremholdt, der intet mere er at gjøre — Soderini har tapt, han faar resignere: „... Jeg tror at likesom naturen har skjænket mennesket forskjellig ansigt, slik har den ogsaa skjænket det forskjellig talent og forskjellig sind. Herav følger at man ledes hver av sit talent og av sit sind. Men fordi paa den anden
