Side:Renæssansemennesker.djvu/192

samme skolering av tanken ved følgende almenbetragtning over historien: „Historien er vor læremester i livets tilskikkelser. For verden har altid været bebodd av mennesker, som er like i passioner: der var altid nogen som styrte og nogen som lystret, — og der var altid blandt dem, som lystret, nogen som lystret gjerne, og nogen som lystret ugjerne eller gjorde oprør...“ Eller hør av tredje akt ensteds i Machiavelli’s komedie Mandragora, hvor han lar munken, husets skriftefar, sofistisk forsvare egteskapsbrud likeoverfor Lucrezia, som tilslut er den eneste med moralske betænkeligheter tilbake: „... Hvad samvittigheten angaar, har I at ta følgende hensyn i sin almindelighet: Hvor der er et gode som er sikkert, og et onde som er usikkert, der maa man aldrig slippe fra sig dette gode av frygt for dette onde. Her er der et sikkert gode, nemlig det at I skal besvangres og derved skaffe Herren vor Gud en ny sjæl. Det usikre onde er at den, som har omgang med Jer like ovenpaa drikken, han dør, — men der er ogsaa dem som ikke dør; men eftersom saken er tvilsom, saa er det dog bra at ikke mester Nicia (ɔ: egtemanden) løper den risiko. Hvad nu det angaar, at det er synd, saa er det bare prat, fordi det nemlig er viljen som synder, ikke legemet, og det som gjør det til synd, er at egtemanden er imot det: nu er han tvertimot for det. Desuten, hensigten har man at ta i betragtning i enhver sak: Jer hensigt er at besætte en sitteplads i Paradis og gjøre jer egtemand til viljes. Bibelen fortæller at, da Lots døtre trodde de var blit alene i verden, hadde de omgang