menneskelig væsen atter kunde bringe det militære paa fote; denne korporal var bare en maskine, som hadde ved sin instruktion at fremtrylle orden, disciplin, lydighet, at omskape med ett slag Firenze til en krigsmaskine i sit billede. Han var spanier, en fremmed, som altsaa aldrig kunde gro fast eller vokse sammen med folket — bare staa for det som det umenneskelige, logiske begrep: orden. Og den nimbus av grumhet skulde gi autoritet. — Det forekommer mig at der umiskjendelig stikker skolastik i Machiavelli’s valg av ham til soldaternes instruktør.
Jeg kommer senere leilighetsvis under kritik av hans sætninger ind paa mere av samme art; her skal bare nogen almene træk ved hans politiske system anføres. Som første almentræk gjælder at, da Machiavelli grep om sig efter lægemidler imot tiden, var han i valget av dem virkelighetens store beseirede. Det er aabenbart ogsaa det han inderst inde mener, naar han ensteds sier: „Den sande maate at komme i Paradis paa er at lære veien til helvede.“ Det har med andre ord svidd sig ind i hans sjæl, at i slik samtid kan ingen være kræsen med midlerne; han bruker bare livets ord, det vil si, sin egen mensvorne samtids: er ordene gift, er de ialfald ikke hans. Ikke han, men livet blandet giften. Og derfor maa hans system aldrig skjæres løs fra sin bakgrund. — Men som næste almentræk gjælder at i valget av maal var han sterkere end seklerne, var deres vældige betvinger, just i kraft av sin sky for de halve maal. Der blev han med andre ord aldrig en partigjænger, i motsætning til sine mægtigste ven-
