mere staten Firenze“). I skriftet om Chiana-oprørerne ser han Firenze som Rom, og befolkningen, som gjør oprør, er for ham Latium; konsulen Lucius Furius Camillus er hans første helt. Den antikke Romerrepublik er i det hele hans mønster; klassiske paralleler besætter ham. Ja, det kan hænde at Machiavelli i grunden er mere optat av antikken med dens problemer end maaske nogen samtidig kunstner, end Donatello, Michel Angelo o. a. Han har set „Urbs“ i forfald, den evige stad; i Rom laa dens ruiner spredt dryssende fuldt rundt om ham; det var ogsaa særlig paa hans Roma-sendelses tid at man grov frem statuer og gammel skulptur. Problemet laa like foran hans fot, selve mysteriet, som altid optok ham, nemlig mysteriet om den inderste og dypeste grund til at store stater skapes og til at de forfalder. Han maa være blit grepet av dette syn av forfaldet; sin personlige bevægelse derved nævner han rigtignok aldrig; men vi kan læse den ut av saa mangt blad i hans skrifter, vi føler det evige sug, som har sat sig fast under hans brystben, efter den sidste og inderste forklaring. Dette syn av Roma i grus har øket hans tørst efter at avdække den til alle tider almengyldige, dulgte lov for staters liv, loven om den vitale kjerne; Machiavelli er med andre ord den første i den nye tid som lytter efter et folks sjæl, den første som har øie for et folks mystik.
Dette var det rent politiske ved hans syn. Hvad nu det moralske og folkestoffet angaar, saa sier han at fordelingen av gode og slette elementer ikke er éns til alle tider: Italien for øieblikket er slemt stillet
