rikeren og politikeren Fr. Guicciardini’s syn; noget lignende er gesandten Fr. Vettori’s. Men Guicciardini satte sig desuten fast i en selvmotsigelse; saaledes sier han ensteds at fortidens eksempler har vi ikke bruk for — paralleler derfra bare halter. Og et andet sted hos ham heter det at fortiden og historien er nyttig, for verden var altid av samme stof, og derfor vender de samme ting tilbake: man kan med andre ord lære av historiens eksempler. Allerede her var Machiavelli foran og over sin tid. Han er desuten logiker og uttaler sig altid likeéns. — Men efterat han har fundet og slaat fast slike almenlove, saa hæver han sig op til selv at indse disse satsers relative værd, deres forgjængelighet. Saa kan han pludselig si, som ensteds i kommentarerne til Livius: „Det er ugjørlig at skape en evig republik, fordi ad tusen uventede veier voldes dens fald.“ I det politiske har han øie for regjeringsformernes evindelige kredsløp: hvordan de avløser hverandre og i det uendelige gjentar sig. — Et andet sted sier han at paa en 5—6 tusen aar er alting forandret og glemt. Ved denslags ytringer kommer det jo noget kosmisk over hans moralfilosofi, den svæver underlig fri i en klar, stjernehøi verdensbevissthet: Vi er allikevel bare et litet minut i evigheten.
Derimot er det efter min mening paa andre punkter at Machiavelli’s system har svakheter, — eller ialfald sin begrænsning. Og det netop som følge av hans syllogistiske metode. Rent teoretisk-filosofisk set staar Machiavelli endog midt opi middelalderens dilemma „nominalisme“ og „realisme“; men han gjør
