Side:Renæssansemennesker.djvu/202

Denne siden er korrekturlest

selve stoffet. — Desuten er jo staten selv, likesom moralen, en organisme, noget i uavbrutt vekst, ikke anorganisk kemi eller et ædelt metal, som bare kjender gjentagelse som tilværelsens form; staten har sit billede ikke i diamanten, men i blomsten.

Allerede i sin første politiske avhandling (den om oprørerne i Chiana-dalen) sier Machiavelli ensteds — og han gjentar det siden mangesteds: i betragtningerne over Livius, i Fyrsten og i sine digtninger: „Verden var altid bebodd av mennesker som bestandig har hat de selvsamme lidenskaper: altid var der én som lystrer og én som befaler; én som lystrer ugjerne og én som lystrer gjerne, og én som gjør oprør og blir straffet.“ — Denne historiens almenlærdom er grundlaget for hans politiske livsvisdom; ti historien er i hans øine den ledende stjerne for menneskers handling og liv. Det er hans syn paa utviklings-princippet i verden. Og vi kan jo ikke med billighet laste ham for det at han ikke lærer evolutionen. Men heller ikke dette resultat er maaske saa ganske fremmed for den skolastiske tænknings ytre form: Midt i et opløsningens og karakterutviskelsens tidsrum hævder han at mennesket altid er sig selv likt, et uforanderlig mineral. Og historien altsaa en størknet enhet. — Det er et dypt konservativt syn paa menneskelivet, et farlig og reaktionært syn.

Vi har jo nu i aandslivet, særlig de sidste decennier, lidt under det motsatte feilsyn: Utvikling opfattedes næsten tilslut som princippet. Man kunde engang høre ledende radikaler slaa fast under almen