tyder; det er vaaknet og har fæstnet sig under hans personlige berøring med den forvorpne samtid, det er hans særlige eie, hans livssyn. Forsaavidt er det med hans pessimisme ganske som med hans skepsis. Svakheten ved hans verdensbetragtning, filosofisk set, maa imidlertid bli at han opfatter det onde, troløsheten, som postulat og a priori som hørende til og som uundværlig bestanddel i den kosmiske husholdning. Denslags maa jo dog bevises. Det bevis leverte ikke Machiavelli; han bare saa sig rundt i sin samtid, saa den ind i ansigtet kjølig som en kemiker: og der saa han at „sletheten“ ikke manglet nogensteds. Saa tok han det onde med i sin opbygning som det faktum, det syntes ham; just i det blik paa og ved den bruk av kjendsgjerningen er der noget helt umiddelalderlig. — Det er endvidere ganske taapelig, naar hans forfølgere ned gjennem tiderne har villet gjøre denne indsigt til ensbetydende med at han fremelsker det onde.
Fatalist er han imidlertid ikke; han lærer ingensteds at skjæbnen alene formaar at kue noget væsen. Han tror jo endvidere, som nævnt, f. eks. paa statsinstitutionernes indflydelse paa menneskene, han tror paa lovenes store rolle. Og med hensyn til de nedsættende domme om nutiden og dens historiske mænd i forhold til fortidens spør han sig ensteds hvad grunden kan være til det: Jo, svarer han, det kommer bare av at ved bedømmelse av fortiden spiller ikke misundelse ind som ved bedømmelse av éns egen samtid. Men bak de ord ligger der jo gjemt et bestemt forsvar for nutiden i forhold til den
