meget priste gamle tid. Altsaa ikke den pessimisme, som lærer at menneskeheten utvikler sig til det værre.
Men pessimisme kan man jo godt kalde det; den glose kan man ogsaa bruke om hans kosmiske syn: at alle og alt er bestemt til at forsvinde og utslettes, endog som navn. Men glosen forutsætter vel ellers beklagelse over verdensstyret, ja klynk. Machiavelli er i ethvert fald en for stor og sterk natur til at han nogensinde henfaldt til denslags: han ser paa det rolig som en læge.
Allerede i det som ovenfor er anført har man skimtet filosofiske selvmotsigelser i hans system. Vi kan antyde flere: Naar f. eks. alt skal forsvinde, eksisterer der altsaa i virkeligheten ingen evige love, og da kan selvfølgelig heller ikke den sats gjælde, at menneskene altid er desamme. — Der er ogsaa hin selvmotsigelse, som han tildels maaske har trukket med ind fra middelalderens teologi, nemlig der hvor han lærer at menneskene i sit forhold til staten er i bund og grund onde, og der derfor maa love til, som skal tvinge dem til at være gode: Her sier jo vi ialfald at love nytter ikke, om man ikke gaar ut fra at der er en kjerne godt i menneske-naturen, — foruten at lovene maa være gjenspeil av folkets almene rets-bevissthet. — Vi kan nævne mere av samme art teoretiske svakheter: Man tømrer op, ræsonnerer han, et hus for folket, nemlig en stat, og alle midler er brukbare til bygningens opførelse. Men saa? naar man indbyder folket at flytte ind? den moralsk giftige atmosfære, som folket indaandet, da
