plads. Herav er saa følgen blit at i al denne tid, i alle de krige som er ført de sidste tyve aar, har hæren gjort sine saker slet, saasandt den var helt italiensk i sin sammensætning: Det var først Taro[1] vidne til, siden Alexandria, Capua, Genua, Vaila, Bologna, Mestri. Vil derfor jert berømmelige hus gaa i de udmerkede mænds fotspor, som frigjorde sine lande, er det fremfor alle andre ting nødvendig som virkelig grundlag for ethvert foretagende at sørge for egne tropper; for der gives ikke hverken mere paalidelige eller virkeligere eller bedre soldater. Og selv om hver enkelt av dem kan være bra, saa vil de samlet bli endda bedre, naar de ser sig anført av sin fyrste, og berømmet av ham og underholdt av ham. Det er nemlig nødvendig at forberede sig til en slik dyst, for med italiensk dygtighet at kunne forsvare sig mot de fremmede. Skjønt det schweiziske og spanske infanteri er anset for forfærdelig, saa er der ikke desto mindre hos dem begge mangler, hvorfor en tredje hærordning nok vilde kunne ikke bare holde stand imot dem, men ogsaa ha haab om at seire. Spanierne kan nemlig ikke staa sig mot kavaleri, og schweizerne igjen blir nok rædde for infanteriet, naar det tørner imot dem i kamp, haardnakket som de selv. Man har saaledes set paa, og man vil i fremtiden faa se paa, at spanierne ikke kan staa sig mot fransk kavaleri, og at schweizerne vil bli ødelagt av spansk infanteri; skjønt man ikke paa det sidste felt er helt færdig
- ↑ Og de flg. navne: byer og steder, hvor slag hadde staat i Italien.
