Fyrsten — er noksom kjendt, med det sørgmodige lovkvad til hele halvøens folk, „latin sangue gentile“ (det ædle latinske blod), som han kalder det, Leopardi’s første forløper. I nævnte canzone spør Petrarca ensteds: „Hvad har her i landet alle de fremmede sverd at gjøre? Hvi farves vor grønne jord av barbarernes blod?“ Og længer nede i samme canzone heter det: „Godt sørget naturen for vort land, dengang da den la Alperne som skjold mellem os og den tyske vildskap“ (rabbia).
Langt, langt tilbake hadde folkeslag nordfra skyllet indover halvøen. De kom i bølger, bestandig ny flom, og ny flom. For landet med sin glade sol og al sin utadvendte natur lokket de plumpe sanser. Allerede Dante’s sprog, hvor der bl. a. møter én saa fuldt av tyske eller nordiske gloser, taler høit om overrislingens magt; og noterer man sig f. eks. gloserne, viser det sig at det fremmede omtrent utelukkende er gloser om vaaben og krig, ogsaa om jagt; de er delvis helt indforlivet og lever, som bekjendt, den dag idag i det italienske sprog; er kanske, naar det kommer til stykket, et av de elementer som har skjænket dets stil dens aller vidunderligste aroma. Det er saa ogsaa paa andre omraader; saaledes hævder historikere fra Machiavelli av at f. eks. striden i Firenze mellem ghibeliner og guelfer egentlig inderst inde var en race-kamp mellem tysk indflytter-adel og den indfødte borgerklasse. — Raceblandingen har gjort sit til at folket reiste sig igjen ovenpaa Romerrikets fald. Og efter min mening har longobardernes folkestripe, som i sidste instans
