Side:Renæssansemennesker.djvu/218

blikkelig blir vâr hans hjelmpryd og „snakket i sit sprog hovmodig sigende: Hvad er det for én som bærer min hjelmbusk?“ Og han roper paa sin væbner at han paa timen skal bringe gangeren, ti han vil slaas med borgermesteren; tyskeren var en vældig kar, og het „herr Scindigher“. Det blev svare til opstyr; folk samlet sig om kamphanen og søkte at stagge og snakke ham fra; men ingenting nyttet. Borgermesteren begyndte at bli nervøs; man akkorderte ivrigere og ivrigere. Og enden paa det blev da at borgermesteren svarte mellemmændene: Det er ikke hans hjelmpryd; en florentinsk maler laget den for mig, og den har kostet mig fem fioriner; men vil han endelig, saa kan han sende mig fem fioriner, saa skal han faa hjelm-merket. Herr Scindigher sendte straks sin tjener hen med de fem og lot hente hjelmpryden, ved hvilket kup „han tyktes sig at ha beseiret en hel by“, som det heter i novellen med italienerens overlegne syn paa komik. Men borgermesteren finder sig en maler i Ferrara, som lager ham en ny hjelmpryd, nemlig en bavian i halvfigur, klædt i gult, med et sverd i haanden — og dette sidste bytter han med et rødmalet spyd: Det blev hans vaabenmerke. Og med det drog han saa til Padua. Det nye kostet to fioriner. „Saa han tjente tre fioriner paa det, og tyskeren, han blev ved bjørnen“, gjentages det lunt klukkende tilslut. — Hos Sacchetti er der endnu en anekdote, som fremviser samme art lavpandet lanseknegt i hans møte med en gløgg italiener, som er utover urmenneskets kulturfase: Der var engang en italiensk ridder, som