hadde et hestehode („testa di cavallo“) til vaabenmerke. En tysker fik øie paa det, og skikket paa timen bud, at enten skulde det fjernes, eller ogsaa vilde han slaas med ham. Italieneren svarer: „Aa! hvad er det for hjelmpryd han bærer, den hugprude?“ Og budet svarte: Et hestehode. Og denne svarte: „Mit er et mærra-hode („testa di cavalla“). Saa de har ikke nogetsomhelst med hinanden at gjøre.“ Budet vendte tilbake. Og tyskeren sa sig tilfreds med den forklaring.
De ældste anekdoter opviser altsaa fra italienernes side et færdig syn paa typen; det syn ligner ellers det, keltibererne hadde paa vore bolde forfædre vikingerne, naar de i Vesterled brændte og skjendte og la irsk kultur øde. Den italienske novelles billede kan forøvrig ingenlunde sies at være karikert; Sifrit, nationalhelten i det tyske folks epos Nibelungenlid, opfører sig i ganske samme aand. Da han nemlig i tredje sang kommer til kong Gunter’s hof i Worms for at fri til hans søster, den for sin skjønhet navnkundige Krimhilt, gjør han sin entré som beiler i kongsgaarden under stor mund og skryt, ganske uten foranledning fra de andres side; stevner uten skjellig grund brødrene til tvekamp om deres eget rike, og ender sin merkelige hilsen med at han gir en god dag i, om de liker det eller ikke: „Jeg vil nu tiltvinge mig alt hvad I monne ha. Lande og borger, alt skal bli mig underdanig,“ sier han. En beilers optræden altsaa ganske analog den, vore ældste, forhistoriske berserker viser, hine staaende sagnfigurer og faste bygdeplager i sagaen, som stevner til holmgang
