om Phaëthon, manden som brændte sig paa de høie maal („magnis excidit ausis“).
Sin indsigt i statsforfatning, historie, ret har han lagt sig til efterhaanden; den er væsentlig resultat av livets egen skole. Allerede hans grep paa folkenes historie, nemlig hans vurdering av handels- og andre økonomiske momenter, som er ganske ny i historie-skrivningen, synes mig at godtgjøre at det ikke er bøkerne, han alene, eller endog væsentlig, har suget lærdom av; bøkerne forsyner ham med eksempler, men disses indhold, disses konkrete anvendelser er Machiavelli’s eget suveræne verk. Det er en mand av det praktiske liv, som maa ha tilbragt sin ungdom dels paa ættegaarden ute paa landet, dels i Firenze; det blev jo saaledes han som overtok fars-eiendommen, endda han ikke var ældste søn. Men dertil har han nok sikkerlig ikke været nogen hjemme-fødning. Der er flere ting som mere end sandsynliggjør at han har deltat i forretningslivet paa en eller anden maate, og det er utænkelig at han da ikke skulde ha foretat reiser i den slags affærer, ialfald inden Italiens grænser; men vi vet, det hører til det dagligdagse at florentinske kjøbmænd opholdt sig f. eks. i Paris og i andre lande — i Boccaccio’s og Sacchetti’s noveller har vi jo flere livfulde interiører fra deres samvær derute. Firenze var en stat av kjøbmænd ikke mindre end Venezia, Genua, Pisa var det; de formidlet omsætningen paa halvøen for vesten og for Levanten; der er saaledes flere breve fra Machiavelli til hans søstersøn, som sitter i Pera ved Byzans og bl. a. driver en klædesforretning. —
