Side:Renæssansemennesker.djvu/220

sin vordende svigerfar for at tiltvinge sig giftermaal og hans gaard. Sifrit er imidlertid tyskernes folkehelt i deres beundrede nationalepos fra ca. 1150, mens allerede dengang vor ældste saga (for ikke at nævne Kongespeilet) jo har andre regler for god tone, naar man ved hove bærer sit erend frem. Ialfald formaar ikke jeg paa dette punkt at se forskjel paa Sifrit og „herr Scindigher“. Men endog i Worms blir der stort opstyr over dette besøk av Sifrit og hans folkeskik; man stikker sine hoder bestyrtet ut av kongeborgen, undrer sig, titter paa gjesten, og nogen søker at snakke ham til fornuft. Det nytter ikke at hævde, man slet ingenting har utestaaende med ham; han bare gjentar: „Jeg vil styre over alt“; men føier nu rigtignok til, i paatrængende ridderlighet: „Og ogsaa mit arverike, om du erhverver det med magt, det skal med lov og ret vorde dit.“ Man lægger sine hoder i bløt paa kongeborgen for at hitte en løsning ut av disse haarde vilkaar; og blir tilsidst enig om at bede om godt veir; forsikrer ham krypende at de vil være hans venner, samt spør ham om han ikke vil ta til takke og slaa sig ned paa borgen: Det gjør han! Kort sagt, det ender som bekjendt med at Sifrit blir brødrenes høire haand, som i vild selvopofrelse ikke kjender grænse for sin hjælpsomhet: han redder deres kongerike mot sachserne, han betvinger i Gunters navn endog dennes knipske dronning brudenatten. — Han mente altsaa ikke noget større med sin første optræden, — bare utslag av „gemüth“! han lider av ulyksalig tørst efter at komme i hjerteforhold til mennesker.