Side:Renæssansemennesker.djvu/222

og kulturen, delvis som følge av den, var slaat ut i kunstnerisk blomstring, blir altsaa likefuldt fremmed-flommen ved at skylle i bølger indover halvøen. „Herr Scindigher“ er typen for denne overflødige og upaakrævede strøm; og det er en saadan bølge, som Machiavelli oplever og søker i sin politik at dæmme op imot. Da har kanske ogsaa „herr Scindigher“ mistet noget av sin lavpandede oprindelighet; det er vel denne nye lanseknegt-type Dürer har tegnet, blodfuld og tung, med en moralsk døgrvild, forraadnet sjæl, avstumpet ved synet av alt det grumme de har været med paa, forsumpet gjennem herreløst arbeidende blodtørst. Samarbeidet med de spanske tropper paa halvøen, som var en følge av Spaniens og Tysklands forening under én keiser (Karl V), har visselig heller ikke gjort dem mildere av sind og haandverk. Og det er i denne type, Machiavelli under sidste del av sit liv møter repræsentanten for Tyskland, som altsaa ikke længer hadde spor av historisk mission paa halvøen. Jeg har før nævnt, hvor han ser skarpt paa fransk folkesjæl, ja hvorledes han ved omtalen av tyskerne næsten synes at opstille dem som mønster for Italien: siden, da denne nye invasion er fuldbragt gjerning, og han ser typen i virksomhet søndenfor Alperne og paa sin egen grund, skifter han syn. Det er forresten ikke bare han som fordømmer dem. Fra vennen Francesco Vettori er der et brev, dateret Firenze 1526, hvor han fortæller om lanseknegtenes optræden nordpaa: „Her er kommen folk fra Milano og Cremona, som har avgit en slik beretning om de keiserlige, saavel spaniere som