tyskere, at der ikke findes nogen som ikke foretrækker selve djævelen for dem.“ I en anden forbindelse har jeg fremhævet angsten som tidens sott: det var netop i aarene omkring dette Vettori’s brev, at denne sott for de enkelte sinds vedkommende legemliggjorde sig i angst for det overnaturlige, som er tyskekeiseren, manden av det eventyrlige held, og for hans herjende lanseknegt-horder; for disse sind er de maren over folket, selve folkeangsten. Og mot denne bakgrund reiser sig og renser sig Machiavelli’s nationale syn, helt og frit. Just i det aar er der fra ham et kort brev til Fr. Guicciardini, som da hadde faat overledelsen av pave Clemens VII’s tropper; i det gjennemgaar han i raske træk den politiske situation i Italien og pavens holdning; saa klemmer han pludselig ned, og paa latin: „Ryk op med rot disse fæle vilddyr, som ikke har anden likhet med et menneske end ansigt og stemme!“ („Extirpate has immanes beluas quae hominis praeter faciem et vocem nihil habent“). Det er hans nye syn, hans sidste ord om denne sak.
Der kan efter dette selvsagt ikke være tvil om hvad slags fremmedinvasion hans nationalfølelse nærmest reiser sig imot. Nu er der heller ingen selvmotsigelse længer med hensyn til det maal, hans politiske system sætter sig.
