I det praktiske, i realisationen av idéerne, der møter den store og egentlige motsigelse op. Machiavelli maatte nemlig de sidste 14—15 aar av sit liv se paa noget andet end det Italien, som han hadde drømt om. Men det er jo ingen selvmotsigelse; der bærer han heller ikke nogen skyld. Vi ser ham her klarest for os ved at skaffe os et rids av den politiske utvikling fra 1513, det aar han sættes ut av spillet og blev fjernet fra offentlig befatning med statens ting.
Som før paavist var Machiavelli i det politiske ingen tyende-sjæl, av dem, en opkomling-æt som Medici selvfølgelig satte mest pris paa; det var derimot hans eftermand som sekretær i „Ti-mandsraadet“, Niccolò Michelozzo. Om Machiavelli derimot danner der sig et tomrum. Ingen hadde bruk for hans ildsjæl, eller engang for hans gode raad. Og miseren blev hans hverdags-fælle.
Men en mand saa sammenvokset med sin stammes instinkt og vitalitets-følelse som Machiavelli, en mand som aldrig nøiet sig med at utfinde de person- 212
