lige og individuelle motiver, men soknet i historien og hadde med dette sit instinkt fornemmet at selve folkene eier en sjæl en blind drift som styrer dem, — en slik mand formaar selvføgelig ikke at sitte uvirksom og rolig se paa det som sker.
Med Medici paa pavestolen er Firenze’s og Kirkestatens skjæbne bundet mer og mer uløselig sammen, pavens skjæbne er Firenze’s skjæbne. Samtidig er Italiens politik saa indviklet at man let ganske mister traaden; hemmeligheten er nemlig, som før nævnt, at pave Leo X, mens krigen raser om ham, er ganske blottet for politisk idé.
Fra disse par første aar efter 1513 er der en fortrinlig privat brevveksel mellem Machiavelli, som sitter ute paa ættens landeiendom, og hans ven og overordnede under Tysklands-ambassaden, Firenze’s nye gesandt hos paven i Rom: den før nævnte Francesco Vettori, en stilfuld, egte florentinerskikkelse og intelligent kunstnersjæl som gang paa gang beder Machiavelli om gode raad i anledning av den politiske krigssituation paa halvøen: „... Jeg vet noksom at min bøn er vanskelig, og at jeg har fremstillet saken heller forvirret end omvendt. I med jer klokskap og geni og erfaring vil bedre indse hvad jeg har villet si, end jeg har kunnet skrive det. Og jeg skulde gjerne ønsket, I vilde utrede denne sak paa en maate som om I tænkte, paven fik jer skrivelse at se. Og tro ikke at jeg skal tilvende mig æren for den, for jeg lover jer at vise den frem som jer skrivelse, om jeg anser det heldig. Jeg har heller aldrig tilvendt mig andres ære og eiendele, mindst det tilhørende
